29-årig mand sigtet for narkokørsel – politiet fandt hash og kokain i hans bil og hjem

6. januar 2023 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag middag blev en 29-årig mand fra Aabenraa standset af politiet, da han kom kørende i bil på Grundtvigs Allé i Sønderborg.

“Betjentene skønnede, at bilisten var påvirket, så han blev sigtet og anholdt, så der kunne tages en blodprøve”, siger Chris Thorning Vesterdal fra politiet i Sønderborg. I forbindelse med anholdelsen tjekker betjentene den anholdtes lommer og de ransager bilen.

“De finder 65 gram hash samt en totenschlæger og derfor bliver den anholdtes bolig i Aabenraa også ransaget og her er der 12 gram kokain, som er pakket i salgsposer og 26 gram hash”, siger Chris Thorning Vesterdal. Det fund udløser en mistanke om narkohandel, som skal undersøges.