Fredag den 22. november blev Humlehøj-Hallen fyldt med liv, da 100 frivillige og 340 gymnaster fra 11 forskellige gymnastikforeninger i Sønderborg Kommune deltog i DGI’s traditionsrige ‘Drenge og Piger i Natten’. Arrangementet, som startede i 1997, fejrede i år sit 25-års jubilæum og samlede børn og unge til en aften med fællesskab, gymnastik og sjove aktiviteter.
Peter Philipsen, arrangør og springinstruktør, fortæller:
“Min mor startede dette arrangement, og det er fantastisk at se, hvordan det har udviklet sig gennem årene. Konceptet er så velfungerende, at vi ikke føler behov for at tænke i fornyelse hvert år – det fungerer simpelthen, som det er. Det fedeste var helt klart at se alle de glade børn.”
Formålet med ‘Drenge og Piger i Natten’ er at styrke sammenholdet blandt de lokale gymnastikforeninger og skabe en oplevelse, børnene sent vil glemme. Peter Philipsen tilføjer:
“Det er en unik måde at ryste foreningerne sammen på, og det styrker fællesskabet blandt børnene.”
Arrangementet har gennem årene cementeret sin plads som en vigtig begivenhed for gymnastikforeningerne i Sønderborg Kommune. Med hjælp fra de mange engagerede frivillige blev aftenen endnu en gang en stor succes, hvor glæde og energi fyldte hallen.
“Drenge og Piger i Natten” ser frem til at fortsætte traditionen i mange år fremover, med endnu flere glade børn og stærkt fællesskab.