En 62-årig mand omkom i går efter en ulykke i Flensborg Fjord i nærheden af Kollund.
Et vidne tæt ved Kollund Sejlklub så den 62-årige mand falde i vandet fra sin jolle. Vidnet kontaktede straks politiet, og redningsmandskabet rykkede ud. Det skriver Ritzau.
Manden blev hentet op af vandet af en redningshelikopter, men nåede ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi, at ligge i vandet mellem 30 og 40 minutter.
Den 62-årige fritidssejler blev fragtet til hospitalet i kritisk tilstand efter turen i det kolde vand, men blev erklæret død kort efter.
De pårørende er underrettet, oplyser politiet.