Der blev i årets 3. kvartal anmeldt i alt 1.058 overtrædelser til Politiet i Sønderborg. Det er et fald på 122 i forhold til samme periode 2014.
I 2014 blev der anmeldt i alt 4.850 forhold. Hvis de gode takter fra indeværende år holder året ud vil der 2015 blive anmeldt i alt 3.876 overtrædelser af særlove og straffeloven, hvilket er et fald på 20,09 pct. i forhold til sidste år.
Der var 2011 747 indbrud i beboelse mod 720 i 2014. Det forventede slutresultat for 2015 forventes at blive ca. 464, hvis tendensen fra årets 3 første kvartaler holder. Altså et bemærkelsesværdigt fald.
Mediefokus på indbrud
Da der i sidste uge var stor medieopmærksomhed på de mange indbrud i private hjem falder det lige for at udvide den netop offentliggjorte statistik fra Danmarks Statistik om kriminaliteten i Sønderborg kommune til også at omhandle landstal og tal for de sydjyske kommuner.
Sidste uges store opmærksomhed på netop indbrud må ses i lyset af de kommende politiske forhandlinger om et nyt politiforlig.
Idet politiet i etatens strategiplan ønsker at fremme indsatsen i de borgernære områder, ligger det lige til højrebenet hos de politiske partiers retsordførere at fremstille netop indbrud i private boliger som hjertesager, da netop indbrud i private hjem i 2014 nåede 36.852.
Og hermed opnås politisk syndsforladelse for at bruge flere penge.
Dansk Folkeparti fremfører som grund til de mange indbrud de åbne grænser, som blev en realitet ved Danmarks tiltræden af Schengen Traktaten i marts 2001.
Rammer DF plet?
Er det rigtigt, at der er blevet flere indbrud siden Schengen aftalen blev en realitet?
Der blev i 2014 i de sydjyske kommuner anmeldt 9.167 indbrud i alt, hvilket er 20,64 pct. færre end i 2000.
Indbrud i beboelse er i samme periode steget med 34,92 pct. Til 5.112.
Ved udgangen af 3. kvartal i år var der anmeldt 3.043 indbrud i beboelse, som, hvis takten holdes. vil give et sluttal for 2015 på i alt 4.057, hvilket vil være 7,07 pct. højere end i år 2000, mens indbrud samlet set vil være faldet med 32,04 pct. til 7.849 indbrud i alt.