Det har i ugerne 27 til 33 været sværere at begå indbrud end i tidligere somre – og hos Syd- og Sønderjyllands Politi er det især den særlige tid med Corona, som bliver udpeget som årsag til faldet i antallet af indbrud.
I sommeren 2019 blev der indenfor Sønderborgs kommunegrænse begået 40 indbrud – og i år er antallet halveret.
“Det skyldes i høj grad, at hr. og fru Danmark har siddet hjemme og det har givet indbrudstyvene dårlige arbejdsvilkår og i Politiet er vi glade for hvert enkelt indbrud mindre”, siger Christian Østergaard, der er vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.
Tjenesten Nabohjælp har også haft fremgang og har også betydning for det faldende antal indbrud.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi spiller strategien om at låse indbrudstyvene inde bag tremmer også en rolle.
“Lidt af æren, tænker jeg også, må tilfalde en vedholdende indsats i politikredsen. Indbrudstyve i fængsel hjælper efter vores mening rigtigt godt på indbrudsstatistikken”.
Læs mere på TV Syds hjemmeside.