På en landejendom et sted i Sønderborg Kommune var mindreårige børn på 14-15 år i gang med at rive asbestholdige eternittagplader ned, da Arbejdstilsynet uanmeldt dukkede op i september.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ser med stor alvor på sagen.
”I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst”, siger ministeren i pressemeddelelsen.
Det var den 18. 19. og 20. september, Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen.
I alt blev der givet 14 strakspåbud på grund af unges ulovlige arbejde og arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger.
Arbejdstilsynet har underrettet politiet, Skattestyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune.
Ane Halsboe-Jørgensen gentager i pressemeddelelsen, at asbest er livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt.
”Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest”, siger hun.
Børnene udførte arbejde for en virksomhed beliggende på Vestsjælland, men det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilken virksomhed, det drejer sig om.