På lørdag vil Ventilens frivillige gøre opmærksom på ensomhed blandt unge mellem 15-25 år, og dem er der desværre en del af. En undersøgelse viser, at mellem 4 og 8 procent af danske unge føler sig ensomme hver dag.
I gennemsnit sidder der således 1-2 elever i hver klasse, der er så ensomme, at det har store konsekvenser for deres livskvalitet. Ungdomsensomhed er et stort tabu, som Ventilen arbejder på at skabe viden og debat om.
Man kan møde de frivillige fra Ventilen i Borgen overfor frisøren på 2. sal fra kl. 10-15 og få en snak om venskaber, ensomhed og Ventilen.