Mandag aften lige omkring kl. 18 kom brandbilerne susende gennem Løngang og drejede ind til bagsiden af Det Sønderjyske Hus.
Lige indenfor døren viste alarmen, at den var gal i køkkenet, men heldigvis blev der ikke tale om det helt store slukningsarbejde.
“Der var røg i køkkenet, men ingen ild”, sagde en af brandfolkene til SønderborgNYT. Og dermed er luften pillet ud af vendingen: Ingen røg uden ild.
Restauratør Jesper Kock havde sit undervisningskøkken fyldt med børn, da alarmen gik:
“Og så fik de jo lov til at opleve to brandmænd, der kom ind til os”, siger Jesper Kock til SønderborgNYT.
En røgalarm, der sidder alt for tæt på komfuret, er forklaringen på Brand og Rednings aftentur.