Byggegrunde på Lykkegårdarealet i Augustenborg er igen, igen på Teknik, By og Boligudvalgets dagsorden Byggemodning af henholdsvis den østlige og vestlige del af Lykkegård har været behandlet af flere omgange siden det daværende Teknik- og Miljøudvalget i august 2021 besluttede, at udbygningen af området skal ske fra vest, og at der samtidig skal laves en ny lokalplan for det vestlige område.
I april måned i år orienterede forvaltningen Teknik, By og Boligudvalget om, at naturindholdet på de østlige matrikler skulle fastlægges forud for en eventuel byggemodning af området med særlig fokus på, om der forefindes bilag IV-arter i form af løvfrø, stor vandsalamander og spidssnudet frø og butsnudet frø der er næsten truet.
Der er fundet løvfrø, lille vandsalamander og butsnudet frø på matriklen. Brombærkrat syd for søen på det udpegede areal fungerer som rastested for løvfrø. Arealet må derfor ikke ændres, fordi truede arters yngle- og rastesteder ikke må forringes.
Ifølge forvaltningen kan der byggemodnes tre parcelhusgrunde i Lykkegård.
“Vi mangler byggegrunde i Augustenborg, men der har i lang tid været uenighed om, hvilken retning vi skulle fortsætte Lykkegårdudstykningen”, siger Venstres medlem i Teknik, By og Boligudvalget, Tage Petersen.
”I Venstre har vi hele vejen igennem stemt for at fortsætte mod vest, da vi ligesom mange af de lokale beboere mener, at en udstykning af den østlige del vil være problematisk af hensyn til de store naturværdier og vanskelige jordbundsforhold i området”, siger han til SønderborgNYT og fortsætter:
”Samme konklusion er forvaltningen nu kommet frem til efter en besigtigelse af området, og jeg håber at vi på udvalgsmødet i næste uge kan blive enige om ikke at byggemodne den østlige del, men at vi arbejder videre med at skabe grundlag for byggemodning af den vestlige del, så vi hurtigst muligt kan tilbyde byggegrunde i Augustenborg igen”.