En 21-årig mand, der kom kørende på en stor knallert i Alsgade i Sønderborg natten til onsdag, havde sikkert ingen forestilling om, at det ville blive en rigtigt dyr nat.
“Klokken 3 standsede en patrulje knallerten, fordi der ikke var lys på den”, siger vicepolitikommissær Ann Kate Pedersen til SønderborgNYT.
“Det viste sig også, at der ikke var nogen nummerplade på knallerten og heller ingen forsikring. Hertil kommer, at den 21-årige ikke har kørekort til den”, siger Ann Kate Pedersen.
Som enden på det hele, så havde den unge mand tre gram hash på sig.
Når politiet har listet de mange forseelser op og sat tal på taksten for hver enkelt af dem, så sendes der en bøde på det samlede beløb til den 21-årige.