En del af Kurhusskoven bliver mere park-agtig

11. november 2018 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Høje træer med klippet græs under, mere udsigt ud under træerne og dermed et mere parkagtigt udseende. Det bliver fremtiden for en del af Kurhusskoven. Halvdelen hen mod campingplads og tennisbaner vil dog fortsat være skov, der udtyndes.

Der skal være en parkagtig lund i cirka halvdelen af Kurhusskoven og lysåben skov i den anden halvdel er kompromiset, som Teknik- og Miljøudvalget har besluttet sig for.

”Fortrinsvis beboere ved Hertug Hans Vej, men også andre interessenter og folk, der bare gerne vil gå tur i området, har i årevis ønsket, at Kurhusskoven med sin by- og kystnære placering blev holdt bedre. Vi har i kommunen ønsket det samme, men vores bestræbelser er strandet på, at skoven er fredet, og at fredningen igennem en årrække er tolket ret restriktivt. Efter endnu et møde med Fredningsnævnet har vi troen på, at vi må drive dele af skoven på en mere parkagtig måde, idet de nemlig refererer til en udtalelse fra Miljøstyrelsen, der siger, at der er Styrelsens opfattelse er vide rammer for driften af skoven og ikke noget der hindrer en parkagtig drift. Det er vi rigtig glade for”, siger Teknik- og Miljøudvalgets formand Aase Nyegaard i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udvalget besluttede sig for, at:

et 15-20 meter bredt bælte ud mod Hertug Hans Vej ryddes for underskov, der plantes nye træer og sås græs

der langs hovedstierne etableres bræmmer med klippet græs

skovpræget bevares i den østlige del af skoven omkring tennis- og krolfbanerne

kystskrænten ryddes på nær enkelte træer

der åbnes for udsigt over vandet fra krolfbanen

i den vestlige del fjernes underskoven, skovbunden klippes en-to gange årligt for at undgå opvækst af ahorn, enkelte træer bliver stående og der plantes nye, hvor der kun er få store træer – og

Artiklen fortsætter under annoncen

i den østlige del udtyndes underskoven gradvist, så træerne efter nogle årtier vil stå med omkring fire meter imellem sig. Træerne vil skygge nok til, at skovbunden ikke skal slås.

Planen sendes til Fredningsnævnet og håbet er, den bliver godkendt.