Frivillige i Forsvaret og Beredskabet opfordres til at møde i uniform på jobbet

Tim Hansen på job i uniform. Arkivfoto: Ole Kæhler
Tim Hansen på job i uniform. Arkivfoto: Ole Kæhler
18. september 2024 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen samt de frivillige brandmænd opfordres til at bære deres uniform på jobbet i Sønderborg Kommune onsdag den 25. september 2024.

For den dag er der ’Uniform på jobbet-dag’, der gennemføres for anden gang i Danmark og Sønderborg Kommune. Beslutningen om at følge trop sammen med resten af landet om Uniform på jobbet-dag sker i naturlig forlængelse af, at Byrådet i juni sidste år har vedtaget en veteran- og pårørendepolitik.

Artiklen fortsætter under annoncen

”I Sønderborg Kommune vil vi gerne sige tak til alle dem, der yder en indsats, og på dagen vil mange kunne få en god snak med deres kollegaer, som møder op i uniform, om frivillighed for den enkelte og også for hele Danmark”, har Tim Hansen tidligere sagt til SønderborgNYT.

Kommunaldirektøren er selv i uniform og den er han, fordi han er en del af Forsvarets reserve.

“Det er jo vigtigt, der er nogle, som stiller sig til rådighed og gør en frivillig indsats”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune er samtidig støttevirksomhed til InterForce, der er en organisation tilknyttet Forsvarskommandoen. InterForce er sat i verden for at få et nært samarbejde med den civile sektor, som har medarbejdere ansat, der er en del af Reservestyrken.

Ud over Danmark eksisterer ’Uniform på jobbet-dagen’ også i Sverige, Norge og England, og dagen bliver altid markeret den sidste onsdag i september.