Politiet stødte mandag på to knallertførere, der begge havde urent mel i posen.
Sidst på eftermiddagen kørte en 32-årig mand rundt på Vestermark. Han kørte midt på vejbanen og kørte over for rødt lys. Da patruljen standsede ham, viste det sig, at han var endog temmelig beruset.
– Der bliver taget en blodprøve, som skal afgøre promillen og bødens størrelse, nøjagtigt som hvis han kørte i bil, siger Svend Erik Lassen fra Sønderborg Politi.
Mandag aften kørte en anden mand rundt på knallert på Grundtvigs Allé i Sønderborg. Han kørte uden hjelm, han havde ingen forsikring og i lommen havde han en ulovlig kniv. Også han kan se frem til en bødehilsen fra politiet.