Væver og tekstildesigner Astrid Skibsted er et ikon inden for farver og sammensætning af farver. Og nu kommer hun til Sønderborg, hvor alle strikkere, hæklere, vævere og andre, der arbejder med garn og tekstiler, kan opleve hende.
Arrangementet finder sted på Sønderborg Statsskole på lørdag kl. 14-17. Det er foreningen Garn uden Grænser, der har sikret sig aftalen med Astrid Skibsted. For medlemmer er det gratis at deltage, men andre kan også være med..
Astrid Skibsted er uddannet på Designskolen Kolding i 2010, men bor nu i Aarhus, hvor hun har eget studio og praktiserer kunstneriske projekter og formidling. Hun siger om sit arrangement:
”Jeg inviterer deltagerne ind i vikleprøvens kunstneriske rum af farver og teksturer. Farveoplevelsen i tekstil har en helt særlig intensitet, og den måde, vi vælger farver på, fortæller en personlig historie om os. Når vi sidder i fællesskab og laver viklebilleder, er det medrivende og inspirerende – man oplever velkendte materialer og farver på en helt ny måde”, siger Astrid Skibsted, som i flere end 10 år har anvendt vikleprøven som designmetode.
Efter en kort introduktion og enkle øvelser i komposition og farvelære bliver deltagerne klar til at udforske og skabe billeder på egen hånd. I den forbindelse opfordres alle til at medbringe garn – alle farver, kvaliteter og rester kan bruges. Derudover skal man tage en saks og en rulle malertape med. Det pap, der skal bruges i workshoppen, vil være til rådighed.
Man må også gerne tage noget termokaffe, et stykke kage eller frugt med.