Gustav Johannsen fra Gråsten er ny frontfigur i Venstres Ungdom i Sønderborg.
Den politiske ungdomsorganisation holdt generalforsamling forleden og valgte her den 19-årige gymnasieelev fra Alssundgymnasiet som foreningens formand.
VU-Sønderborg er en meget velfungerende forening med et højt aktivitetsniveau, hvor flere end 60 unge er med, skriver ungdomsforeningen i en pressemeddelelse.
Formandens opgave bliver at organisere arbejdet.
”Vores største og vigtigste opgave i år er kommunalvalget til november. Her bakker vi fuldt og helhjertet op om Venstres borgmesterkandidat, Ellen Trane Nørby”, siger nyvalgte Gustav Johannsen.
”Er man ung i Sønderborg kan man meget bedre se sig selv i en kommune med en yngre og mere frisk borgmester. Ellen Trane Nørby har en masse nye, gode visioner og et stort blik for de unge og deres behov. Den samme interesse oplever vi ikke fra den 61-årige socialdemokrat, Erik Lauritzen, der allerede har siddet alt for længe”.