– Havneafgift skal betales af skipperen

28. maj 2013 Uncategorized Skrevet af: Ole Kæhler

Peter Hansen fra byrådet i Sønderborg er medejer af et skib, der til daglig ligger i havnen i Sønderborg.  Der betales naturligvis for, at skibe kan være på sin faste plads.

– Og når skibet er i Augustenborg, så skal der selvfølgelig også betales der, siger Peter Hansen. Sønderborg Nyt gjorde ham bekendt med, der efter sigende ikke blev betalt, da skibet lagde til i Hertugbyens havn i weekenden.

– Så skal der bare sendes en regning til skipperen, der sejlede skibet og så er jeg sikker på, pengene bliver betalt, siger Peter Hansen, der forklarer, at han er medejer af skibet, men ikke er inde over alle detaljer, når det handler om driften. Han fortæller, at han ikke selv var med på turen og derfor ikke føler, han har det mindste med den sag at gøre.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Augustenborg er de glade for, at der sejles besøgende til byen – også når der er koncerter i slotsparken.

– Men der skal altså betales, når skibe lægger til kaj, siger Hermann Jacobsen, der er med til at kradse penge ind fra de sejlende, når de rammer Augustenborgs havn. Han fortæller, at man kan snuppe en kuvert og udfylde den med navn på skibet og så lægge pengene i, inden den smides i en kasse. Bortset fra  yderst sjældne undtagelser respekteres og følges metoden af de sejlende.

Artiklen fortsætter under annoncen