Amaliehaven har ved indgangen en stor tredelt info-skærm, hvor man som gæst bl.a. kan orientere sig om, hvor de forskellige afdelinger ligger, hvor beboerne bor, hvilken mærkedag, man markerer, når flaget er oppe, og hvor mange KW, solanlægget producerer. Længere inde i plejecentret følger seks orienteringsskærme og fem informationsskærme, hvor beboerne fx kan se, hvad der er på menuen i dag, hvornår der er gymnastik, og hvornår næste udflugt er. Der er også seks infoskærme til brug for personalet, så de fx kan se, hvem der er på arbejde i dag eller modtage beskeder fra deres leder.
– Selv om vi ikke er direkte involveret i nomineringen, som i givet fald vil tilfalde Mermaid, så glæder vi os. Nomineringen fortæller os, at vi har været fremsynede og har turdet satse på et informationssystem, som er så godt, at det vil blive fremhævet ude i den store verden som ét, andre kan lære af. Så vi vil da følge afgørelsen fra sidelinjen her på Als, siger socialudvalgsformand Jørgen Jørgensen.
Info-systemet er udviklet af firmaet Mermaid i Aarhus og er med i finalen, når der er konference og prisuddeling inden for alle former for skiltning den 7. til 9. november i Düsseldorf.
Selve konkurrencen, Viscom Award, har til formål at hædre innovative og succesrige digitale skilte-løsninger, som er blevet effektivt planlagt og kreativt gennemført.