Kultur-weekend og landsbymarked i Lysabild

4. september 2015 Sydals Skrevet af: Ole Kæhler

Kirken i Lysabild fungerer lørdag den 12. september som koncertsted og kunstgalleri.

Det sker i forbindelse med det årlige landsbymarked – det sjette af slagsen. Der er kunstudstilling i våbenhuset og helligblodskapellet inde i kirken.Landsbymarked-plakat-uden-sponsorer

Artiklen fortsætter under annoncen

Kunstnerne er Astrid Petersen, Karen Teichert, Ingrid Duus og Ejnar Thomsen.

Om eftermiddagen kl. 14 er der kirkekoncert med Karsten Hesse, organist i Gram, og Nikolaj Eghorst, klarinettist i Sønderjyllands Symfoniorkester.

Om aftenen kl. 20 er der fotokoncert i kirken, hvor naturfotografier forstørres op på kirkens hvælvinger, mens kirkerummet kun er oplyst af levende lys.

I det sparsomme lys synger Sydalskoret, akkompagneret af Karsten Munk, sange der rækker over alle årstider.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirken er festligt pyntet med høstens planter og frugter, når der er høstgudstjeneste søndag kl. 11.

Ude på pladsen i abildgården er der hyggelig markedsstemning til lyden af bandet Greyzone, der spiller country og folk-music. Der er masser af boder og aktiviteter såsom hesteridning, strikkeworkshop, maleværksted, træklatring, cirkusworkshop, halmlabyrint og diverse kulinariske fristelser.

Brandværnene afslutter markedet med at udfordre hinanden i Spiel ohne Grenzen. Det vil helt sikkert blive underholdende for publikum og for brandmændene.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når markedet er slut, er der fællesspisning i det store telt kl. 18.

Prisen er 80 kr. for voksne og 50 kr. for børn.

Tilmelding sker til Erling Junker på [email protected] eller 23614729, senest tirsdag den 8.9.

Landsbymarkedet er arrangeret af Lysabild Landsbyråd i samarbejde med menighedsrådet ved Lysabild Kirke.

Årets markedsplakat er designet af Allan Tychsen, Mommark.