Lions Als fik 37.000 kroner ind på tulipan-salget

18. marts 2019 Sønderborg

Lions Club Als har i en årrække solgt tulipaner i marts til fordel for arbejdet mod misbrug. Takket være en lang række trofaste købere og ikke mindst Bitten og Mads Clausens Fond samt Linak, der begge har købt mange buketter, er salget steget år for år.

I år nåede det op på 552 buketter – hvilket sikrer et overskud på godt 37.000 kr., som Lions Als donerer videre til organisationer, foreninger og kommunale institutioner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fælles for modtagerne af donationer er, at de har søgt om tilskud, og at de arbejder for at hindre eller mindske misbrug eller støtter pårørende til misbrugere, skriver Lions Als.

“Vi er meget taknemlige for den modtagelse, klubbens medlemmer får over alt hvor vi kommer frem for at sælge tulipaner. Mange giver udtryk for, at de både nyder buketten og bevidstheden om, at de støtter et godt, lokalt hjælpearbejde, når de køber buketterne. Det er et stort arbejde for os, der sælger buketterne, folder vaserne, arrangerer de mange buketter i vaserne og kører ud med dem – men det er det hele værd. Vi oplever både glæden hos dem, der har bestilt og nu modtager buketterne, og hos dem, vi kan give donationer. Ofte får vi rørende tilbagemeldinger om, at ”tulipanpengene” har gjort en forskel i indsatsen mod misbrug og støtten til pårørende til misbrugere”, fortæller Bodil Møller, der er formand for tulipanudvalget i Lions Club Als.

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk