Lions Als giver Mahmoud Charaf en intelligent blindestok

3. maj 2019 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

33-årige Mahmoud Charaf har været blind i stort set hele sit liv.

Nu har han fået en intelligent blindestok, en I-Cane, og glæder sig helt vildt til trygt at begive sig ud på mere ukendte ruter, skriver Lions Als i en pressemeddelelse.

Stokken hjælper ham på vej via en app på hans iPhone, som blandt andet advarer ham, når han nærmer sig en forhindring.

De første ture har givet ham større tryghed og frihed til at bevæge sig rundt, og han glæder sig til at gå mange flere ture og blive helt tryg ved sit nye hjælpemiddel.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mahmoud Charaf er født i Libanon, men flyttede som treårig med sin familie til Danmark. Allerede ved fødslen var der problemer med hans øjne, og en operation kort efter ødelagde øjnene helt.

Mahmoud Charaf arbejder i dag som tolk i Integrationscentret i Sønderborg Kommune.

“Jeg er så glad for, at Lions Als har valgt at donere en I-Cane til mig. Jeg glæder mig utrolig meget til at få gjort stokken klar til brug – det kan min bror Ahmed hjælpe mig med. Som det er nu, bevæger jeg mig mest på gader og stier, jeg kender. Jeg holder meget af ture på Fiskerstien, fordi der ingen biler er. Jeg tager også bussen, men jeg kvier mig ved at begive mig ud på ruter, jeg ikke kender. Jeg er sikker på, at I-Canen vil hjælpe mig til at gå nye steder og opleve nyt”, siger Mahmoud Charaf.

Artiklen fortsætter under annoncen

I modsætning til den traditionelle hvide stok kan I-Canen advare om forhindringer i bryst- og hovedhøjde som for eksempel skilte, stativer og læsseramper.

I-Canen kan også gemme ruter til fx supermarkedet, tandlægen eller bussen, og den frigør hørelse til fuld koncentration om trafikken, hvilket er altafgørende for den blinde.

Den øgede trygheden giver den blinde langt større bevægelsesfrihed.