Løber: Mount Dybbøl Mølle besteget til 1864-løbet

26. maj 2013 Uncategorized

Oplevet af Nicolai Munksgaard Schmidt

I 1864 var skanse 6 den største skanse, med 14 kanoner – står der skrevet på et skilt, som står solidt plantet et sted mellem Gendarmstien og Dybbøl Mølle. ”Yes mand! Alt for fedt. Kom med flere informationer!”- var mine første og sarkastiske tanker, da disse skilte begyndte at dukke op på 1864-løbets 6 kilometersrute.

Nicolai Munksgaard Schmidt er helt på mærkerne – inden start.

Artiklen fortsætter under annoncen

[adrotate group="187"]
[adrotate group="188"]

Set i bakspejlet var det egentligt meget fint med små facts på ruten, når det jo nu engang var 1864-løbet jeg deltog i, men da jeg hostende og prustende kæmpede mig op ad bakken mod Dybbøl Mølle, slingrende fra side til side og ind imellem mennesker, for at komme forbi, som prøvede jeg at komme op foran scenen, til Bryan Adams koncerten dagen inden, sad mine negative briller godt limet på.

Nu er jeg heller ikke den store atletiske løber, og var egentligt blevet shanghajet af en ven, der havde tilmeldt mig ruten, så konditionen var heller ikke rigtigt indrettet efter, at jeg skulle løbe nogle som helst steder hen. Dog mødte jeg frisk og frejdig op til dette års 1864-løbs start- og slutområde ved Alsion.

Herlig stemning

Stemningen var god, og det første børneløb var netop afsluttet, da jeg ankom. Der var opstillet et stilads ved siden af startlinjen, hvorpå der stod to mænd i fine soldat uniformer alá 1864 og skød alle løbene i gang med et forladergevær. I baggrunden kunne man høre duoen Six Feet High spille rolige melodier på deres guitarer, og på plænen løb de børn, der ikke havde løbet sig flade på ruten rundt og forbrændte de sidste kræfter,  mens flere mænd og kvinder stod og tjekkede deres konkurrenter ud til deres kommende enten 6, 10 eller 21,4 kilometers tur.

Annemette Karkov suser ud fra slottet,

”5…4…3…2…1…BANG!” Forladergeværet blev affyret, og min 6 kilometersrute var blevet skudt i gang. Bag mig løb en flok støvle og camouflage-farvede bukse beklædte herrer (og vist også en enkelt dame) på rad og række og foran mig en mor med sin lille dreng.

Skilte afleder tanker

Ruten startede langs vandet, og førte derefter op på Gendarmstien. Underlaget var meget varierende, og da jeg var cirka halvvejs på ruten, begyndte de første skilte at dukke op med informationer om 1864. Når jeg tænker over det, tror jeg egentlig, at det var meget fint med disse skilte. De lod tankerne falde over på noget andet end: ”Puh! Ah! Huuuh. Jeg stopper nu. Nej det gør jeg altså ikke. Jo det gør jeg. Nej! Bare lidt længere!”, hvilket faktisk gjorde skiltene rimelig befriende.

Ruten fortsatte opad, forbi Dybbøl Mølle og om bag museet, hvor ruten gik ned i voldgravene og forbi flere 1864 soldater. Herefter var ruten en leg. Hele vejen ned af Dybbøl Banke steg tempoet i takt med at jeg genvandt energien, som jeg havde brugt på at ”bestige” Mount Dybbøl Mølle, og så lige en spurt mod mål. Yderst dejlig og motiverende måde at afslutte ruten på.

Ikke det sidste løb

Afvekslende rute sikrede mange indtryk.

Da jeg endelig nåde over mållinjen, blev jeg modtaget med en medalje og vand. Jeg kiggede lidt rundt og så en ven, der var kommet over målstregen et minuts tid før mig, sidde og se ud som om han skulle brække sig. Jeg gik hen til ham, og han gav mig en high-five og råbte ”Vi gjorde det!”

Vi gik stolte væk fra mållinjen, og hen til teltet hvor elever fra Idrætshøjskolen gav gratis massage. Her lagde vi os og skar grimasser, da de ellers søde og dygtige piger begyndte at massere vores ømme lægge. Min ven sagde: ”Så er det overstået”, men jeg kunne mærke at jeg havde fået blod på tanden. Mens jeg lå død som en fisk på briksen, og dog stadig sprællede engang imellem når massøren ramte et ømt punkt, tænkte jeg ved mig selv, at selvom turen nogle gange var lidt bitter, så var det ikke sidste gang jeg deltog i 1864-løbet, men om det bliver 10 kilometer eller et halvmaraton næste år, det ved jeg ikke.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk