Ildsjæl Martin Zeissler, Nordborg, skriver:
Jeg er forvirret, frustreret, og meget undrende over Udlændingestyrelsens udmelding om, at der ikke kan klages over visitationen, når en flygtning får tildelt sin kommune i Danmark.
Hvordan kan en instans vurdere uden at ville revurdere en sag?
I Nordborg bliver jeg igen og igen mødt med disse ord:
Frivillige i Nordborg ser på mennesker – Udlændingestyrelsen ser på paragraffer.
“Hvorfor kan syrerne ikke blive i byen, så vi bedre kan lære dem at kende, få dem integreret i vores samfund, fremfor alle dem så bare er på lynvisit, og tit skaber mere angst og frygt end nødvendigt”.
Jeg fatter det faktisk hellere ikke.
Jeg tænker især på en ung kunstner, som nu har fået et datter/mor forhold til en dansk kvinde, hvor hun føler sig tryg. Men hun kan desværre ikke blive, selvom det ville være det bedste for hende og vores lille samfund, da hun har nogle stærke egenskaber, ressourcer, som er en mangelvare i en lille by som Nordborg.
Kan vi ikke ikke gøre noget i fællesskab for at vores by modtager fastboende syrere i stedet for alle de, der ryger igennem udslusnings- systemet?
Kan vi få den unge kunstners sag til højeste instans, og få den revurderet, vil det være det første skridt på vejen til en ændring af den nuværende flygtninglov, som egentlig ikke er nogen værd overhovedet, fordi der bestemt hverken bliver taget hensyn til flygtningenes personlige ressourcer og det menneskelige aspekt.
Martin Zeissler undrer sig over at syrisk kvinde sendes ud af Nordborg.
Pointen
Og så længe der ikke bliver taget hensyn, hvordan skal et menneske så med glæde i sindet gøre den forskel, der gør at hun/han kan kalde sig en integreret dansker på sigt?
Skal de tvinges ud i et nyttejob, hvis de rent faktisk har en realistisk plan med deres liv i Danmark, som kan gøre dem selv-forsørgende. Er det ikke vejen frem for sund og stabil integration, hvis de selv får lov til at bestemme deres fremtid – og det gælder også mulighederne for at flytte kommune?
