Weekendens Danmarksturneringskampe er overstået og Nordborg Golfklub kan også næste år kalde sig 4. divisionsklub.
Selvom weekenden bød på to nederlag til vores førstehold, viste det sig, at de point, som man har kæmpet sig til i de første runder, var nok til at sikre puljens 3. plads og dermed fastholde vores hold i 4. division, skriver golfklubben.
Derudover har klubbens 2. hold vundet alle kampe i deres pulje i kvalifikationsspillet og dermed sikret sig at komme med til oprykningsspillet til 5. division. Oprykningsspillet foregår i Sebber Kloster den 15. september.
Klubbens 3. hold slutter weekenden med en sejr over puljens vinder fra Aabenraa og lander på en tredjeplads i puljen – med samme point antal som 2. pladsen, men de andre var lidt bedre end Nordborg-klubben indbyrdes.