Teknik-, By- og Boligudvalget har godkendt, at der indføres nye flexruter i områder, hvor den kollektive trafik er sparsom, samt at busrute 223 mellem Gråsten og Nordborg skal køre oftere i sommerperioden.
I Sønderborg Kommune har grønne transportløsninger været et særligt fokusområde i mange år. Nu bliver visionerne understøttet af flere nye tiltag, der skal gøre det endnu mere attraktivt for borgerne at benytte den kollektive trafik. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Teknik-, By- og Boligudvalget har blandt andet godkendt indførelsen af flexruter i udvalgte områder, hvor den kollektive trafik er begrænset. Flexruter kører på bestilling uden en fast køreplan og benytter mindre vogne, der kører fra stoppested til stoppested – i modsætning til Flextur, hvor der køres fra dør til dør. Flexruter er billigere end Flextur og kan betales med ungdoms- og pendlerkort samt kontant.
De her tiltag er endnu en krølle på vores brede indsats indenfor grøn transport og bedre mobilitet i landdistrikterne. Vi har hele tiden forsøgt at optimere og få det hele til at hænge sammen. Det synes jeg, det gør nu, hvor vi fremmer bustrafikken. Det er alt sammen med til at understøtte vores ambitioner med ProjectZero og Co2-neutralitet”, siger Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
Udvalget skal senere på året tage stilling til de konkrete ruter, der skal indgå i forsøgsordningen.
Venstres Tage Petersen er tilfreds med beslutningen:
“Rute 223 fra Nordborg til Gråsten er en af Sydtrafiks bedst belagte ruter, og ved at øge frekvensen i ferieperioden imødekommer vi mange ønsker fra de nuværende kunder. Vi håber også, at åbningen af Nordborg Resort vil styrke passagergrundlaget – især i ferieperioden,” siger Tage Petersen til SønderborgNYT.
Teknik-, By- og Boligudvalget har også indstillet til Byrådet, at busrute 223, som kører mellem Gråsten og Nordborg, får udvidet sin køreplan. Halvdelen af passagererne i den kollektive bustrafik i Sønderborg Kommune benytter rute 223. I 2023 var passagertallet cirka 560.000. Ruten kører i øjeblikket med lavere frekvens i skolernes ferieperioder, men fra den 30. juni 2025 vil ruten have samme frekvens året rundt.
”Det har været et stort ønske fra rutens brugere, at ruten har samme køreplan året rundt. Derfor indstiller vi nu til Byrådet, at den reducerede kørsel i ferien bringes til ophør og dermed tilgodeser dem, der fx skal til og fra arbejde. Vi har i Byrådet en vision om grøn omstilling af persontransport, og de her tiltag er alt sammen gode brikker i det store puslespil”, siger Kristian Beuschau, næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
I 2025 indføres der også landsbybusser i Kværs, Skelde og Tandslet. Dette bliver muligt med en bevilling på én million kroner fra Trafikstyrelsen. Det betyder, at det fra august 2025 bliver muligt at leje el-drevne busser i de tre landsbyer.
Teknik-, By- og Boligudvalget har desuden drøftet udbuddet af den kollektive trafik med kontraktstart i 2027. I 2025 er der planlagt busdrift i Sønderborg Kommunes busser i cirka 52.000 timer fordelt på 36 busser. Forvaltningen anbefaler, at kørslen udbydes med det nuværende niveau af køreplantimer og antal busser.
Udvalget og senere Byrådet vil få forelagt en beslutningssag om udbuddet i marts 2025.