Odd Fellow-damerne er klar til det store jule-rykind

29. november 2018 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag den 30. november mellem klokken 14 og 17 er Odd Fellow Logen Veritas i Slotgade i Sønderborg klar med et kaffebord og salg af blandt andet hjemmelavede juleting fra boder.

Der er marmelade, bagværk, tasker, grønt, kranse, buketter, strik med mere.

Dagen efter, altså lørdag, er der en lille julefrokost og igen salg fra boderne, skriver logen.

Lørdagens åbningstid er fra klokken 11 til 15.

Frivillig energi

“Vi har virkeligt lagt os i selen for at gøre alting klar og vi synes selv, der er mange flotte juledekorationer og andet, så vores besøgende kan bære lidt julestemning med herfra”, siger Inge Flyvbjerg til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der bliver masser af julehygge, hvor der spilles julesange, der bages gode råd og du kan vælge julegrønt med mere fra arbejdende boder. Og der er også et masse gode bøger, som kun koster en flad ti’er stykket.

Alle er velkommen og overskuddet går ubeskåret til velgørende formål.

“Og forresten giver vi en donation videre fredag eftermiddag og vi synes det er dejligt, at det bliver med publikum på, så folk oplever, hvor stor en forskel velgørenhed egentlig betyder”, siger Inge Flyvbjerg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hele tre modtagere dukker op i logen fredag eftermiddag kl. 16.