Økonomiudvalget skal godkende masterplan og sende penge til Nordals

12. marts 2021 Politik Skrevet af: Redaktion

Nu kommer der endnu mere gang i Nordals, for Udviklingsforum Nordals har med Masterplan for Nordals lagt en fem-års plan for udviklingen på Nordals. Masterplanen bliver styringsværktøjet for prioriterede indsatser og projekter frem mod 2025.

”Det er rigtig glædeligt, at Masterplanen for Nordals nu er landet. For det er vigtigt for Byrådet, at vi får en strategisk handleplan, så udviklingen for Nordborg, Havnbjerg og Guderup fortsætter. Vi ønsker at skabe et skønt sted at bo for alle dem, der bor her nu og for alle dem, der flytter til Nordals i fremtiden”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det skal ske ved både at tænke langsigtet og ved nære projekter som understøtter et godt handelsliv, dyrker naturens fortrinligheder samt skaber rekreative mødesteder. Alt det understøtter samtidig, at Nordals er et attraktivt sted for turister at besøge i dag, men også når Nordals Ferieresort kommer”, siger borgmesteren, der sender en stor tak til medlemmerne af Udviklingsforum Nordals for arbejdet.

Masterplanen består af fem afsnit.

Et afsnit, der indeholder en overordnet og tværgående vision med indsatsområder og udviklingsprincipper for hele Nordals.

Artiklen fortsætter under annoncen

Herudover et afsnit for hver af byerne Nordborg, Havnbjerg og Guderup med indsatsområder og anbefalinger til konkrete indsatser i hver af byerne.

I femte afsnit er der forslag til etapeplan og overslagsbudget for de foreslåede indsatser og projekter.

Masterplan for Nordals er lavet af Udviklingsforum Nordals i samarbejde med repræsentanter fra foreningerne Nordborg Handel, Aktivt Havnbjerg Sogn og Guderup bylaug, lokale ildsjæle og borgergrupper.

Syv projekter

Nu skal der handles, så derfor beder Udviklingsforum Nordals om penge til følgende syv projekter, som udføres inden for et år:

Artiklen fortsætter under annoncen

Projekt på den gamle Faktagrund i Nordborg

Forprojekt for ”En levende butiksgade” i Nordborg

Forprojekt for ”En grøn forbindelse” mellem Nordborg by og Naturpark Nordals

“Naturbyklynge-strategi” for Havnbjerg

Opførelse af hus til vinterbadere ved Lavensby Strand

Forprojekt for udvikling af ”Soluret og porten til Nordals” i Guderup

Første del af projektet ”Et rekreativt mødested” i Moseparken i Guderup

De foreslåede projekter beløber sig i alt til 7,2 millioner kroner og de penge findes i budgettet for Udviklingsforum Nordals. Eventuelle afledte driftsudgifter fra vinterbadehus, projektet på Faktagrunden og rekreativt anlæg i Moseparken vil blive arbejdet ind i det administrative budget for 2022.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nordals Kunstfond har er kommet med en million kroner til køb af kunst på Nordals. Det beløb foreslås anvendt til kunst i byrummet i de tre byer.

Næste skridt

På Økonomiudvalgets møde i april fremlægges et forslag til, hvordan det videre arbejde med udvikling af Nordals og opfølgning på masterplanen kan organiseres.

”Det skal ske i tæt samarbejde med repræsentanter fra byerne på Nordals, så der sikres lokal forankring og fremdrift af projekterne. Det er vigtigt fortsat at inddrage relevante aktører, så der også kommer handling på strategien, nu hvor masterplanen er klar. Så vi får en synlig proces med politisk forankring og gennem relevante personer, grupper og foreninger i Nordborg, Havnbjerg og Guderup”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen