Byrådsmedlem Ole Stisen, Fælleslisten, skriver:
På torsdagens valgmøde i Lysabild blev der trukket endnu en kanin op af hatten, da Peter Hansen lovede at betale alle omkostninger i forbindelse med løsningen af vandproblemerne i Skovmose. Det er en ekstraregning til flere millioner kroner og Erik Lauritzen støttede omgående forslaget, og jeg sad tilbage og var overvældet over den velvillighed, som nu pludselig var til stede fra de personer, som har bestyret det tekniske område i hele storkommunens tid.
Med en vis ret kan man vel hævde, at det er mærkeligt, at man ikke tidligere har fundet en løsning, når man bare i en håndevendig kunne stille millionerne til rådighed uden at diskutere det i Teknik- og Miljøudvalget.
Jeg kommenterede ikke sagen, for jeg var overbevist om, at de to herrer sad med en viden, som jeg ikke kendte til. Desværre ser det ud til at være rigtigt, for der er den 30.10. 2013 udarbejdet et forslag fra Orbicon, som er et rådgivende ingeniørfirma, og tilsyneladende er Peter Hansen den eneste politiker, der har haft kendskab til rapporten.
Det fremgår af rapporten, at de samlede udgifter ved den løsning, som Orbicon foreslår er 3,6 mio.! I øvrigt er forslaget sendt til juridisk vurdering hos eksterne jurister, så man kan finde ud af, hvem der skal betale regningen.
Det er helt klart, at problemerne med oversvømmelser skal løses; men for mig er det også helt klart, at man ikke kan love borgerne i Skovmoseområdet at betale en regning, som ikke er kommunens. Hvis vi betaler regningen, skal vi finde pengene et andet sted i det kommunale budget, og det er helt utroværdigt at love en gruppe borgere at støtte et ufinansieret millionprojekt.