Siden branden på Omnicon på Stødagervej onsdag aften har der været brandfolk på stedet for at sikre, at flammerne ikke blussede op på ny.
“Og derfor er der endnu ikke lavet en brandundersøgelse”, siger politikommissør Chris Thorning Vesterdal og fortsætter:
“Det er planen, at det skal ske i morgen, tirsdag”.
Det er teknikere fra politiet, som skal finde årsagen til, at der opstod en brand.
Sønderborg Brand og Redning fik hjælp til slukningen af branden fra de frivillige brandmænd fra Broager, Ullerup, Augustenborg/Bro, Hørup og Sydals – og der kom også en stigevogn fra Aabenraa.
Efter flammerne var slukket har forskellige frivillige brandværn holdt vagt ved bygningen – og der er desuden brugt mandskab fra Beredskabsstyrelsen til at forsøgte at dæmme op for, at vand fra Ulkebøldam løber ud i Augustenborg Fjord.
Allivel er en del vand løbet ud i fjorden og det har udløst et badeforbud.
Ulkebøldam – og også Augustenborg Fjord – er forurenet af det vand, som blev brugt af brandmændene, da de slukkede branden.
Omnicon producerede farvepulver, som blandes i cementen, når der skal støbes fliser.