Nu er der penge på vej til de 279 danskere, som har anmeldt en internetforhandler af træpiller, traepiller24.dk, for bedrageri.
Forhandleren er fra Tyskland og mange kunder, især fra det syd- og sønderjyske område, bestilte og forudbetalte træpillerne, men fik dem altså aldrig leveret.
Nu har dansk og tysk politi så beslaglagt næsten tre millioner kroner, det svarer til næsten 60 procent af de penge kunderne har indbetalt, oplyser politiet til dr.syd.
Derfor skriver Syd- og Sønderjyllands Politi nu til samtlige anmeldere med besked om, at de får størstedelen af deres penge tilbage.