Hos Augustenborg-Bro Frivillige Brandværn er det Klaus Iskov, der er brandkaptajn.
“Det betyder, jeg har ansvaret for, at vi lever op til slukningsaftalen og så har jeg selvfølgelig ansvaret for vores forening og medlemmerne”, siger Klaus Iskov og tilføjer, at de frivillige brandmænd på stationen har et fællesskab, som er helt fantastisk.
“Vi holder sammen, hjælper hinanden og passer på hinanden – nogle af os er blevet venner og der er en rigtig god omgangstone, som gør, at det er dejligt at være en del af stationen”.
Klaus Iskov kalder ikke sig selv for brandkaptajn.
“Jeg plejer at sige, jeg er formand for vores frivillige brandværn. Jeg er jo valgt på samme måde som andre foreningsformænd og det er for en periode på to år”.
Klaus Iskov har været med i Augustenborg-Bro Frivillige Brandværn siden 2002.
“Jeg har kurserne til at være røgdykker og holdleder og er også uddannet som overfladeredder”, siger han og fortæller, at han altid har ment, det er vigtigt at gøre en frivillig indsats.
“Frivillighed er vigtig for os allesammen og jeg er også med i bestyrelsen hos DUI-Leg & Virke og sidder i den lokale skolebestyrelse. Tidligere var jeg i forældrerådet”.