På torsdag skal Børne- og Uddannelsesudvalget godkende den reviderede masterplan for renoveringen af Nordals Skolen og dermed indstille til Byrådet at gøre det samme. Næstformand i udvalget, Jesper Larsen og udvalgsmedlem og formand for Ungdomsskolen Erik Lorenzen, begge fra Socialdemokratiet, mener det er afgørende, at den reviderede masterplan godkendes nu.
I budgettet er der sat 73 millioner kroner af, ligesom der er en tidligere bevilling på tre millioner kroner. Men de 76 millioner kroner er ikke længere nok. Vurderingen er nu, at projektet vil koste 94 millioner kroner.
”Det er ganske enkelt afgørende at masterplanen godkendes, så udbud og det egentlige arbejde med renoveringen kan komme i gang. Det er afgørende for udviklingen af skolen, for udviklingen af Nordborg by og for børn og unge i Nordborg. Renoveringen kommer altså til at gavne mange”, siger Jesper Larsen i en pressemeddelelse.
Af masterplanen fremgår det at Ungdomsskolen skal flyttes fra de nuværende lokaler i Havnbjerg til Nordals Skolen og det glæder Erik Lorenzen.
”Det er vigtigt, at Ungdomsskolen er der, hvor de unge er. Derfor er jeg glad for, at der er blevet lyttet til Ungdomsskolens ønske om at komme ind til Nordborg. Vi skal være tæt på unge og lave et stærkt Ungdomsskoletilbud på Nordals Skolen og det er jeg sikker på vi kommer til”, siger Erik Lorenzen.
Den reviderede masterplan er lavet i tæt samarbejde med og med inddragelse af skolens personale, forældrebestyrelse, elevråd, eksterne rådgivere og andre interessenter, som arbejder med udviklingsprojekter i Nordborg og på Nordals.
”Jeg har hele tiden sagt, at det her er mere end en skolerenovering og det er det virkelig. Det her kommer til at glæde og gavne mange og det afspejler masterplanen også. Det bliver først og fremmest en moderne skole med endnu bedre læringsmiljøer for børnene og så er det også vigtigt at Ungdomsskolen kommer til Nordborg, hvor de unge er”, siger Jesper Larsen og fortsætter:
”Samtidig er det afgørende at det ses som en helhed og som en del af de mange andre spændende udviklingsprojekter som er i gang i Nordborg. For eksempel det nye kulturhus som kommer til at ligge meget tæt på skolen”.