Rotary-penge til Røde Kors’ julehjælp

30. november 2018 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag formiddag blev der givet hånd og sagt mange tak i Røde Kors – og det skyldes at Hans Jørn Zachariassen og Lars Astman Smedemark fra Rotary Sønderborg besøgte butikken i Hilmar Finsens Gade og især at de have 7.300 kroner med.

“Det er rigtigt dejligt, Rotary igen støtter os og jeg kan fortælle, vi ud over de traditionelle julekurve også laver nogle til de modtagere, der ikke fejrer dansk jul”, siger Røde Kors’ formand, Yvonne Lech.

En libanesisk sygeplejerske, der arbejder for kommunen, har hjulpet med at finde frem til, hvad der skal i de kurve.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er rigtigt godt, fordi det virker mere rigtigt at give en kurv end et gavekort”, siger Hans Jørn Zachariassen.

Lige nu er der 80-90 ansøgninger om julehjælp, men ansøgningsfristen er frem til 5. december, så der kan komme flere.

“Vi deler kurvene ud den 22 december og inden da har vi haft hjælp fra kommunen, så vi er sikre på, det er de rigtige familier, som vi hjælper til en god jul”, siger Ellen Iversen fra Røde Kors.

Burde ikke være nødvendigt

“Det arbejde, som I laver her i Røde Kors, burde sådan set være overflødigt. Vi lever i et velfærdssamfund og alligevel er der en skjult økonomisk fattigdom”, siger Lars Astman Smedemark fra Rotary.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men når der er det, så er det godt, I gør noget, fordi det er så vigtigt, man kan holde jul for sine børn”, siger han.

Rotary gav 7.300 kroner til hjælp til Røde Kors’ julehjælp.