Sæt dit eget hold sammen til Stafet for Livet

9. maj 2013 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Den sidste dag i august og den første i september, står der Stafet for Livet på Ringriderpladsen i Sønderborg – og det betyder fokus på livet og på kræft. Og det er også masser af mennesker, der løber eller går i selve stafetten.

Du kan prøve, om du kan samle dit eget hold på syv til otte mand og melde det til – måske er der kolleger, der vil med, fætre og kusiner, venner, naboer. Mulighederne er mange, så det er faktisk bare at gå i gang. Det kan tænkes, der er idrætsforeninger, virksomheder frivillige foreninger, der gerne vil bakke op om en god og vigtig sag, der samtidig er en stor oplevelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stafet for Livet handler også om glæden ved livet – og er for både børn og voksne, siger Dorte Søllingvrå Jepsen.

– Jeg synes ikke, det vigtige er, om man stiller med et stort eller lille hold. Det er heller ikke vigtigt, om holdene når mange eller få gange rundt, siger Dorte Søllingvrå Jepsen, der selv er med i arrangørgruppen og desuden er holdkaptajn og mor til kræftsyg dreng.

– For mig er det vigtige, at der kommer rigtigt mange ned på Ringriderpladsen og opdager, man sagtens kan snakke med kræftsyge om deres sygdom, siger hun. Og det opdager man jo på selve pladsen eller med den snak, man får med mange forskellige mennesker, når man er på banen i stafetten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Stafet for Livet handler om både kræft og livet – og det er på et helt bestemt øjeblik på Ringriderpladsen, at de to ting flyder sammen på gribende vis.

– Det er ved Lysfesten, hvor man for alvor mærker efter indeni, siger Dorte Søllingvrå Jepsen til Sønderborg Nyt. Når man tænder sit lys, så sender man nogle tanker til en , man har mistet eller måske til en, der kæmper med sygdommen, en fighter.

Flere fightere

– Jeg vil også gerne have, at flere af de mennesker, der kæmper mod kræft, kommer ned på pladsen og deltager. De får det betydeligt bedre af at snakke med andre fightere og opdage, at det er vigtigt at have nogle, man kan snakke frygt, sorg og andre svære følelser med, siger Dorte Søllingvrå Jepsen, der som pårørende kender alt til de følelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Raske mennesker, der kommer til Stafet for Livet, finder ud af, at der er hjælp at hente, hvis sygdommen rammer dem selv eller en af deres nære og kære.

– Og tro mig, der er brug for al den hjælp og støtte, man kan få, hvis det sker, siger Dorte Søllingvrå Jepsen. Derfor skal du komme på Ringriderpladsen den 31. august og den 1. september. Deltage på et hold, med dit eget hold eller blot for at blive klogere på kræft og gladere for livet.

 

Flere oplysninger på: www.stafetforlivet.dk/stafet/soenderborg