Politiet vil i dag, tirsdag, være synligt det meste af dagen og en del af aftenen i Sønderborg, fordi der er en større øvelse på flere forskellige lokationer.
Det er reaktionspatruljen, som holder øvelse, skriver politiet i en pressemeddelele.
Reaktionspatruljen er en beredskabspatrulje hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som består af politifolk, der har fået en særlig uddannelse, så de kan handle effektivt i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare, og hvor tiden er afgørende.
Reaktionspatruljens udstyr omfatter derfor både skudsikre veste, et kraftigt skydevåben og hjelm samt en brandhæmmende uniform. Det vil borgerne også møde i bybilledet tirsdag.
I politiet planlægger vi øvelser så virkelighedstro som muligt for at skabe den største læring. Når det foregår i virkelige omgivelser, giver det overraskelser – hvilket også er tilfældet, når den virkelige situation opstår. Derfor bliver den type øvelse prioriteret:
”Det virkelighedstro setup kan lade sig gøre i Sønderborg i dag, fordi en række lokale har sagt ja til, at vi må bruge deres sted til vores øvelse. Det vil vi på forhånd sige alle en stor tak for”, siger politiassistent Andreas Hansen, som er en del af instruktørgruppen hos reaktionspatruljen.
Politiet gør via skilte på lokationerne opmærksom på, at der er tale om en øvelse, ligesom der orienteres på X, når øvelsen går i gang, og orienterer på ny, når øvelsen er slut.