Seniorudvalgsformanden beder ældreministeren om hjælp

10. juli 2018 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommune har nydt godt af flere nationale puljer på ældreområdet, men når puljerne udløber og overgår til et såkaldt bloktilskud, mister kommunen millioner af kroner. Og det er meget problematisk, lyder det fra Preben Storm, formand for Social- og Seniorudvalget. Derfor har han bedt ældreminister Thyra Frank om hjælp i et brev, han har sendt på vegne af Sønderborg Kommune.

“Vi er rigtig glade for de puljer, som giver os ekstra penge til ældreområdet. Det er tiltrængt, når vi får flere ældre, som vi gerne vil give en ordentlig omsorg og pleje. Men problemet opstår, når puljen overgår til at blive et bloktilskud. For så mister vi en masse penge, som vi enten skal finde på andre områder eller ved at skære ned. Det vil vi jo helst ikke. Vi kan godt føle, at Christiansborg snyder os for vores ældre-millioner, når puljerne udløber”, siger Preben Storm i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommunes problem skyldes at regeringen i disse puljer tager hensyn til, hvor mange ældre der er i hver kommune. Men når puljemidlerne erstattes af det såkaldte bloktilskud, tages der ikke udgangspunkt i antallet af ældre i kommunen i fordelingsnøglen. Det betyder, at de kommuner, som har mange ældre – som f.eks. Sønderborg – mister en stor pose penge.

“Vi har brug for, at politikerne på Christiansborg giver os en hjælpende hånd og får ændret det her. Alle taler om, at vi skal have en værdig ældrepleje, og så går det altså ikke, at vi på grund af fordelingsnøgler og regneteknik mister millioner af kroner til vores ældre”, siger Preben Storm. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg håber meget, at regeringen og vores lokale folketingspolitikere vil gå ind i den her sag. Der er kommuner med mange ældre, som bliver ramt af det her, og vi har brug for de varme hænder til de ældre”.

I finanslovsaftalen for 2016 blev der f.eks. afsat penge til den såkaldte “værdighedsmilliard” på ældreområdet.

For Sønderborg Kommune betyder aftalen, at man i 2018 og 2019 får 16,9 mio. kr. årligt, men fra 2020 er det kun 13 mio. årligt.

De 3,9 millioner kroner i forskel skal kommunen altså skære i budgettet for 2020 eller finde på anden vis.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samme type reduktion finder sted, når puljen til bedre bemanding i ældreplejen fra finansloven 2018 udløber.

Her svinder regeringspengene til Sønderborg Kommune ind fra 8,1 milloner kroner årligt i årene 2018-2021 til 6,5 millioner årligt fra 2022.

Det beløb, Sønderborg Kommune mister årligt fra blot de to nævnte puljer, svarer til cirka 14 fuldtidsansatte sosu-assistenter.

 

24. april 2024 Politik, Sønderborg

Følg april måneds byrådsmøde direkte fra byrådssalen

24. april 2024 Politik

Så er det tid til april måneds byrådsmøde, og som altid sender SønderborgNYT TV hele byrådsmødet direkte fra byrådssalen fra klokken 17:00. Byrådspolitikerne skal blandt andet godkende en lang række anlægsregnskaber fra de forskellige udvalg, og derudover skal de nye medlemmer af Integrationsrådet godkendes. De lokale politikere skal også drøfte, om Hertugernes Augustenborg skal gøres […]

Læs mere...