Lørdag var 17-årige Daniell Fuhlendorff fra Sønderborg Amatør Bokseklub i ringen ved Fight Night-stævnet i Varde og efter kampen kunne han række armene i vejret som vinder.
“Det var min allerførste kamp og modstander var stærk og han havde inden vi mødtes i ringen, bokset en diplomkamp”, siger Sønderborg-bokseren til SønderborgNYT. En diplomkamp er en form for opvisningskamp, hvor man får point for sin tekniske præstation. En diplomkamp vil blive stoppet, hvis der bliver slået for hårdt eller hvis temperamentet løber af med en af bokserne. Ellers er omstændighederne de samme som en ’rigtig’ kamp med dommere på siden og en kampleder oppe i ringen.
“Jeg synes, min selvtillid var i orden allerede da vi kom til hallen og efter kampen var slut var jeg ikke i tvivl om, at sejren var min”, siger Daniell Fuhlendorff, som vandt med dommerstemmerne 4-1.
Sønderborg Amatør Bokseklub har ikke planlagt flere kampe for den unge mand. “Vi skal have kigget på, hvilke stævner, der kommer i foråret”, siger træneren.