Sønderborg Kommune ændrer i direktionen

26. juni 2019 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Byrådet i Sønderborg Kommune besluttede onsdag aften at opdele forvaltningen Økonomi, Teknik og Miljø. Økonomi bliver fremadrettet en selvstændig forvaltning med egen direktør. Det oplser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Sønderborg Kommune har gennem de seneste år fået en række nye opgaver. Store erhvervs- og boligprojekter, Nordals Ferieresort, udbygningen af Sønderborg Lufthavn og havvindmølleparken Lillebælt Syd er blot nogle af de mange store projekter, der netop nu arbejdes med. Det er alle projekter, som forvaltningen Økonomi, Teknik og Miljø er involveret i.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig er det for Sønderborg Kommune, ligesom for en række andre kommuner, et grundvilkår, at der i de kommende år skal ske yderligere effektiviseringer og omprioriteringer for at imødekomme de driftsmæssige udfordringer, der blandt andet følger af en ændret demografi. Det kræver en stram styring af kommunens økonomi, så der fortsat kan skabes et økonomisk råderum til både drift og udvikling.

Derfor har Byrådet onsdag aften besluttet at opdele forvaltningen Økonomi, Teknik og Miljø i to selvstændige forvaltninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I de kommende år vil der være stor opmærksomhed på kommunens økonomi samtidig med, at en række store projekter skal i mål. Derfor er det nødvendigt, at vi justerer i forvaltningen, så vi har kræfterne til de mange store opgaver. Jeg er rigtigt tilfreds med Bjarke Eriksens arbejde, men med den nye stilling som direktør for vindmølleselskabet ved siden af stillingen som direktør i Sønderborg Kommune, er det nødvendigt med en justering af direktørområderne”, udtaler borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse..

Artiklen fortsætter under annoncen

Direktør Bjarke Eriksen vil fremover være direktør for forvaltningen Teknik og Miljø.

Han blev på mødet samtidig udpeget til direktør for det nyoprettede vindmølleselskab Lillebælt Vind A/S.

Selskabet er ejet af Sønderborg Forsyning og har opgaven med at etablere og finde investorer til havvindmølleparken Lillebælt Syd. Ændringerne i organisationen træder i kraft pr. 1. august.

Den nye direktørstilling skal finansieres inden for den nuværende ramme på økonomiområdet gennem administrative besparelser, så udnævnelsen af den ekstra direktør ikke går ud over den borgernære velfærd. Det sker i form af mindre brug af konsulenter samt ændringer i administrative funktioner. Rekrutteringen af den nye direktør for Økonomiforvaltningen vil gå i gang lige efter sommerferien.