På torsdag den 19. december inviterer Sønderjyllands Symfoniorkester traditionen tro til en musikalsk oplevelse i særklasse, når de opfører J.S. Bachs storslåede Juleoratorium. Koncerten, der finder sted i Alsion, bringer den ikoniske barokmusik til live under ledelse af den anerkendte dirigent Ruth Reinhardt, skriverer Sønderjyllands Symfoniorkester i en pressemeddelelse.
Juleoratoriet opføres som tradition ved juletid hvert andet år af Sønderjyllands Symfoniorkester og er et af de mest elskede værker inden for klassisk julemusik. Med sin majestætiske åbning – ‘Jauchzet, frohlocket’ – markerer værket starten på en festlig og højtidelig jul.
Oratoriet blev første gang opført i 1734, men det er siden blevet genopdaget og genopført gennem århundreder. I dag er det en uundværlig del af julens musikalske traditioner.
Et særligt højdepunkt ved årets opførelse er, at den danske sopran Sidsel Eriksen vender hjem til sine rødder i Sønderjylland som solist. Eriksen, der som ung sang i Filharmonisk Kor i Sønderborg, har siden haft en imponerende karriere og har optrådt på store scener som Den Kongelige Opera samt i Tyskland og Sverige.
“Det betyder enormt meget for mig at vende tilbage til det sted, hvor jeg startede min klassiske sangudvikling,” siger Sidsel Eriksen og tilføjer: “At optræde i Alsion, en sal jeg aldrig nåede at synge i som kormedlem, gør det ekstra særligt. Jeg har en stærk tilknytning til Sønderjylland, og det føles som en hjemkomst.”
Eriksen ser frem til at dele denne musikalske oplevelse med publikum: “Åbningskoret i Juleoratoriet giver mig præcis den magiske julefølelse i kroppen. Jeg håber, at publikum får den samme følelse med sig hjem. For mig er det en drøm, der går i opfyldelse.”
I år står den tyske dirigent Ruth Reinhardt i spidsen for orkestret. Reinhardt, som har dirigeret både i USA og Europa, er anerkendt for sin evne til at fremhæve den slanke, intense klang, der kendetegner barokmusik. Hendes fortolkninger af Bach er blevet rost for deres dybde og præcision.
Sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester og Filharmonisk Kor, der understøtter Juleoratoriet med kraftfulde vokale klange, er der lagt op til en uforglemmelig aften. Der er ingen bedre måde at komme i julestemning på end ved at opleve denne klassiske perle live. Koncerten finder sted torsdag den 19. december 2024 kl. 19:00 i Alsion.
Billetter kan købes på orkestrets hjemmeside her.