Dansk Håndboldforbund går i gang med at undersøge, hvorfor spillere fra SønderjyskE fik penge fra deres kolleger i BSV efter at Sønderjyske vandt over Skanderborg. Sejren gjorde, at BSV gik videre til slutspillet om DM.
– Vi forventer naturligvis, at håndbold-herrerne følger de regler, der er indenfor deres sportsgren, siger Charlotte Riis-Engelbrecht. Hun kender kun sagen fra radioen. Hvis undersøgelsen går klubben imod, så mener, kulturudvalgsformanden, at det kan påvirke kommunens engagement i SønderjyskE Håndbold.
– Heldigvis lød det ikke til, at spillerne modtog penge for at spille på et bestemt resultat, siger hun.
Klubben reagerede
SønderjyskE oplyser på deres hjemmeside, at deres spillertrup modtog et beløb til deres bødekasse og sæsonafslutningsfesten fra Bjerringbro-Silkeborgs spillere i forbindelse med deres sejr i sidste grundspilskamp mod Skanderborg Håndbold.
BSVs spillertrup henvendte sig til SønderjyskEs spillertrup med beskeden om, at man ville sende et beløb til bødekassen og sæsonafslutningsfesten, hvis SønderjyskE besejrede Skanderborg Håndbold i ligaens sidste grundspilskamp.
Den kamp endte SønderjyskE med at vinde og sendte dermed BSV i slutspillet.
SønderjyskEs spillertrup har efter mødet med klubbens ledelse besluttet at donere pengene til familier med kræftramte børn.