SOS Børnebyerne fejrer de første 10 år

21. august 2018 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

I august for 10 år siden blev SOS Børnebyernes lokalgruppe i Sønderborg kommune grundlagt.

En del af de, der var med fra starten er stadig med i gruppen, men der er også kommet nye til, nogle for kortere tid andre er blevet. Gruppen har for tiden 17 medlemmer, og de kommer fra hele kommunen. Dog er det nordlige Als ikke repræsenteret.

Jubilæet fejres ved en reception for indbudte gæster fredag d. 21. september og ved det årlige brunch-arrangement i Café Alsion med Hr. Jensens Jasskapel lørdag 29. september.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gruppen har et stort jubilæumsønske: Mindst 10 nye faddere i Sønderborg kommune i dette efterår. At være fadder for et barn eller en børneby giver mulighed for at følge konkret, hvordan ens penge gør gavn, og det bidrager til et stabilt økonomisk fundament for organisationen.

Susanne Baumgartner, Sønderborg, var gruppens formand i de første år. Astrid Jensen, Broager, tog over i 2010, og fra 2016 er formanden Bodil Glenthøj, Gråsten.

Børn skal vokse op i tryghed

Fælles for gruppens medlemmer er et ønske om at gøre noget for alle de børn i verden, som står uden forældreomsorg. SOS Børnebyerne er et rigtigt godt svar, når det gælder at give disse børn et liv i tryghed og en fremtid.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Intet barn skal vokse op alene” og ”Et kærligt hjem til alle børn” er overskrifterne for SOS Børnebyernes arbejde.  ”Man kan ikke hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen” sagde SOS Børnebyernes stifter Herman Gemeiner, men gennem et større fokus på forebyggende arbejde i de senere år lykkes det at hjælpe endnu flere børn fra ekstrem fattigdom og fra at blive forladt af forældrene, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Lokalgruppen har som mål: At samle penge ind gennem forskellige aktiviteter og at informere om organisationen og inspirere folk til at tegne fadderskaber. De vigtigste aktiviteter gennem årene er julemarked på Cathrinesminde, Brunch og Jazz på Café Alsion, Torvedage i Gråsten, café i forb.m. Wood Sculpture Festival i Sønderborg. Desuden har gruppen en foredragsvirksomhed både på skoler og i foreninger. Mødestedet er frivillighedshuset i Perlegade.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pengene gavner børn

I løbet af de ti år har gruppen indsamlet netto ca. 500 000 kr. Pengene er sendt til SOS Børneby-projekter i forskellige lande: Peru, Pakistan, Haiti, Rwanda, Kenya og de seneste år til Laos og Cambodja. I 2019-20 bliver Etiopien fokusland.

Og at pengene gør gavn, er der ingen tvivl om. Flere i gruppen har besøgt børnebyer, senest i efteråret hvor 4 af gruppens medlemmer var i Laos og Cambodja og besøgte de børnebyer, skoler og familieprogrammer, som vi sender penge til.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er ca. 40 000 faddere på landsplan, i Sønderborg kommune er der 388. Så i forhold til landsgennemsnittet mangler der 20 faddere. Målet er at finde dem.