Helle Faurholt fra Dybbøl er designeren bag det logo, der kommer til at pryde trøjerne i forbindelse med Stafet for Livet på Ringriderpladsen i Sønderborg. Dommerstaben bestod af ambassadør for Kræftens Bekæmpelse Aase Nyegaard, styregruppemedlem fra Stafet for Livet Sven Jensen, og redaktørerne Ruth Nielsen, Jens Eilertsen og Ole Kæhler.
Sådan ser vinder-logoet ud.– Flere end 30 forslag gjorde, at det var svært at blive enige. Der var mange gode forslag i bunken, siger Sven Jensen.
– Men efter en lidt lang drøftelse af de enkelte logoer, blev vi enige om, at Helle Faurholt rammer budskabet om glæde for livet, siger Aase Nyegaard.
Ambassadør Aase Nyegaard og styregruppemedlem Sven Jensen.Det var vigtigt for den lille dommergruppe, at designerne havde fuldt fokus på Stafet for Livet og at logoet ramte budskabet om, at Stafet for Livet er livsbekræftende.
– Det er også derfor, vi først nu afslører, at vinderpræmien er en dag i Universe med hele familien, siger Sven Jensen, der på den måde sikrede, at fokus blev på Stafet for Livet og ikke på præmien.
Snart bliver logoet sat på forskellige typer af bluser og T-shirts, der så kan bestilles på internettet via stafetforlivet.dk