Team Rynkeby: Vi ser vores hold spreder glæde

12. juni 2013 Uncategorized Skrevet af: Ole Kæhler

Når flere end 50 cyklemotionister og en håndfuld hjælpere sætter sig for, at de vil betale for at være med på Team Rynkeby Sønderjylland – og oven i købet knokle som gale for at komme i den form, der skal til, når der skal trædes pedaler hele vejen fra Sønderborg til Paris, så er det fordi de mennesker brænder for at gøre en forskel. Og den forskel åbner muligheder for de mange kræftramte børn og deres familier.

Hver eneste Team Rynkeby-rytter eller hjælper betaler selv alle de udgifter, der er for at deltage i hele forløbet fra starten på træningen og frem til hjemkomsten fra Paris. Og ikke nok med at der skal trænes virkeligt hårdt. Der skal også arbejdes ihærdigt, fordi holdets fornemste opgave er at finde sponsorer og andre kilder til kontanter, der kan sættes ind på kontoen i Børnecancerfonden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Helle Faaborg og Poul Feddersen ser frem til turen ned gennem Europa.

– Det er min femte tur til Paris, siger tidligere holdkaptajn Poul Feddersen, der nu er i rollen som træningsansvarlig. En opgave der passer ham ganske godt.

– Det er pragtfuldt at se, hvad midaldrende mennesker, der bare plejer at cykle til og fra arbejde, kan klare, når de får trænet målrettet, siger han. På de første ture virkede 20 kilometer helt uoverskueligt, men nu en lille måned inden det går ned gennem Europa, så er der ingen, der studser det mindste over en træningstur på 130 kilometer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rynkeby-afhængig

– Jeg har set den forskel Team Rynkeby gør for nogle af de kræftramte familier og jeg ved det nytter. Og hvor er det skønt, at kunne sende lidt glæde ind i en meget klemt familie, siger Poul Feddersen. Han indrømmer blankt, at han nærmest er afhængig af alt omkring Team Rynkeby, hvor hver eneste rytter får et virkeligt stort netværk, der består af mennesker, der er glade for at hjælpe andre. Og alt det skal Helle Faaborg opleve for første gang.

– For år tilbage gik jeg til undersøgelser på Rigshospitalet og jeg så de kræftramte børn, der sad dér helt uden hår, siger Helle Faaborg med en stemme, der viser, at det syn gjorde indtryk på hende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Så starten på Rådhuspladsen

– I samme periode så jeg Team Rynkeby blive sendt mod Frankrig fra Rådhuspladsen og jeg husker, jeg tænkte, at det ville jeg med til en gang, siger Helle Faaborg. Og en gang er altså nu.

Her er sidste års hold godt på vej mod Paris. Næste by på kortet er: Dybbøl.

– Børnene er blevet større og nu kan jeg bruge den tid, der skal til, når der både skal trænes og tjenes penge, siger Helle Faaborg, der stadig bobler af begejstring. Hun drømte om at blive en del af det flotte koncept og lørdag den 13. juli sætter hun kursen mod Paris. En tur, der kroner værket efter mange måneders træning og masser af arbejde med at samle penge sammen til Børnecancerfonden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis det frister at blive en del af holdet, kan man melde sig til via Team Rynkebys hjemmeside. Det skal dog nævnes, det er noget af et nåleøje at få lov til at være med. Masser af penge og en helt fantastisk cyklekarriere er ikke adgangsgivende i sig selv.