Tirsdag godkendte Teknik- og Miljøudvalget, at der bygges en ny handicapvenlig toiletbygning på Strandvej ved Fluepapiret
Som en del af tiltagene relateret til Corona-krisen har forvaltningen lavet en plan for en ny handicapvenlig toiletbygning ved Strandpromenaden. Der er indsendt byggeansøgning om to handicapvenlige toiletter, som har adgang fra selve strandpromenaden. Det eksisterende toilet ved parkeringspladsen skal fjernes, fordi det er nedslidt og ikke overholder handicapkrav,. Den forventede udgift vil være ca. 850.000 kroner.
Renovering af toilettet i Ballebro
Toiletbygningen i Ballebro er så medtaget, at den ikke kan renoveres og der bør i stedet opsættes et nyt handicapvenligt toilet. Forvaltningen er i dialog med landsbylauget i Blans og der er gang i en proces omkring placering af toilettet, som passer ind i de udviklingsplaner, landsbylauget har med området.
Ligeledes vil forvaltningen i dialog med Færgen Bitten, fordi toilettet er placeret i tilknytning til færgelejet i Ballebro.
Anlæggelsen af toilettet vil ske i 2021 med finansiering af de resterende penge for 2020 og den nye pulje for 2021.