To kandidater i spil til Brobyggerprisen 2019

14. august 2019 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Igen i år uddeler Sønderborg Kommune og Integrationsrådet integrationsprisen Årets Brobygger, der uddeles i forbindelse med Kultur- og Idrætsnatten den 23. august.

Det sker på Nørrebroscenen kl 20:30, hvor vinderen af årets brobyggerpris 2019 kåres.

Brobyggerprisen gives til en person, virksomhed, forening eller institution, som har gjort en ekstraordinær indsats for at fremme integrationen i af minoritetsgrupper og for at skabe mangfoldighed i Sønderborg-området. Prisen blev indstiftet i 2005

Artiklen fortsætter under annoncen

I år er der indstillet to kandidater til prisen, skriver Integrationsrådet

Atelier 2000 Uniformsskrædderi

Heidi Moisen – Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S er indstillet fordi hun gennem sin virksomhed i udstrakt grad har taget et socialt ansvar for de nye integrationsborgere. Virksomheden har nu ansat fem mennesker med integrationsbaggrund ud af 20 ansatte og virksomheden er vokset i størrelse.

Medarbejderne på virksomheden er et meget multikulturelt team, og har bl.a. lige kunnet fejre afslutningen af Ramadan, hvor to af deres nye ansatte fra hhv. Syrien og Afghanistan kom med lækkerier til formiddagspausen. Det er første gang de har prøvet det, og det blev taget godt imod af alle kollegaer.

Artiklen fortsætter under annoncen

For virksomheden er det en win win situation, fordi de ansatte fra Syrien og Afghanistan bidrager med en faglighed indenfor skrædderi, som ikke er nem at finde i Danmark længere.

Virksomheden har også tidligere haft meget gode erfaringer med at ansætte integrationsborgere fra det forhenværende Jugoslavien.

Også de kom med faglig erfaring fra deres hjemland, de har nu været ansat i virksomheden i omkring 15 år.

De bidrager til, at virksomheden kan opretholde en høj faglighed baseret på mange års erfaring med de nicheprodukter, den fremstiller – produkter som præstekjoler og uniformer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirkernes Integrationsteam

Bjarke Schmidt fra KITS, ” Kirkernes Integrations Team – Sønderborg” er indstillet for sit vedholdende arbejde som formand for KITS i Sønderborg gennem mange år og hans kone Elsebeth Schmidt, som har været en trofast bagkvinde, der sammen har trukket et kæmpe læs som brobyggere og ildsjæle i mere end 15 år.
KITS ønsker at gøre overgangen til den danske kultur nemmere for det enkelte menneske, der kommer hertil af forskellige grunde: flygtninge, indvandrere, studerende og Au pairs.

Artiklen fortsætter under annoncen

KITS samarbejder meget tæt med de lokale kirkesamfund, den landsdækkende forening ”KIT-Danmark” samt Sønderborg Kommunes Integrationsteam. KITS ønsker at bygge bro mellem danskere og familier/enkeltpersoner af anden etnisk baggrund end dansk.