To mænd reddet af SOK ved Kegnæs

22. oktober 2013 Uncategorized
Helikopter reddede svømmere i land.

Helikopter reddede svømmere i land.

To mænd måtte sent tirsdag eftermiddag reddes op af havet ved Kegnæs syd for Als i forbindelse med en badeulykke, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

Artiklen fortsætter under annoncen

– Den ene af mændene er svømmet ud for at bade, fortæller stabsvagten ved SOK til Ritzau.

– På et tidspunkt får han problemer, og en anden mand svømmer ud for at hjælpe ham, mens andre personer på stranden på Kegnæs slår alarm, fortsætter han.

SOK rekvirerer en redningshelikopter og sender flere skibe til området. Det lykkedes helikopteren at finde den mand, der svømmede ud for at hjælpe den nødstedte bader.

– De får ham op i helikopteren og flyver ham til Odense Universitetshospital, siger stabsvagten hos SOK.

Det lykkedes ikke i første omgang at finde manden, der var svømmet ud for at bade, men helikopteren vender tilbage til området for at fortsætte eftersøgningen.

– De finder så den anden mand en times tid efter den første, og han bliver også fløjet til Odense Universitetshospital, fortæller stabsvagten.

Den sidste, der blev reddet op, var bevidstløs, da redningshelikopteren fandt ham. Hos Syd- og Sønderjyllands Politi kan man endnu ikke sige noget om hans tilstand.

– Jeg har endnu ikke hørt noget, siger vagtchef Ole Aamann, der først på aftenen heller ikke ved, hvem de to nødstedte mænd er.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk