På hverdage tager en medarbejder fra et firma sin dyre mountainbike og cykler ud på Lollandsgade i Sønderborg, hvor han arbejder.
Men det er han ikke længere helt tryg ved.
“Onsdag eftermiddag kom der kørende en scooter ind på firmaets grund og føreren af den snuppede min cykel med i farten”, siger manden til SønderborgNYT.
Heldigvis for cykelejeren, så var der en kollega, der så det og han nåede at få revet cyklen fra tyven på scooter.
“Vi ringede til politiet i Sønderborg for at give et signalement, så de kunne tage en snak med ham, hvis de mødte ham.
“Men det var betjenten slet ikke interesseret i”, siger cyklisten. Han mener, at med den indstilling fra politiet, så giver de bolden op til, at selvtægt er vejen frem.
Politiet skrev det hele ind
Peter Baum fra politiet i Sønderborg tjekker døgnrapporten og siger:
“Jeg kan se, at hændelsen er skrevet ind og også at signalementet af tyven ikke er ret godt”, siger Peter Baum til SønderborgNYT. Han fraråder enhver at begynde at ty til selvtægt.