Udlændingestyrelsen har den 16. november henvendt sig til Sønderborg Kommune med en forespørgsel om muligheden for en midlertidig forlængelse af lejemålet på Sønderborg Kaserne.
Et flertal i Byrådet stemte i august 2014 for, at Sønderborg Kaserne skal bruges til asylcenter frem til seneste 31. december 2016. Og flertallet var Socialdemokraterne, Slesvigsk Parti, Fælleslisten og Enhedslisten.
“Vi har en skriftlig garanti fra Udlændingestyrelsen, så vi ved, hvornår de flytter ud igen”, sagde borgmester Erik Lauritzen på byrådsmødet i august 2014.
Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative havde satset på, at Byrådet ville bruge en såkaldt paragraf 14, som ville sætte en stopper for asylcenter på kasernen.
Alle tre partier var villige til at snakke om asylcenter andre steder i kommunen.
Det går glimrende
Udlændingenstyrelsen vurderer, at asylcentret er meget velfungerende og at der er et godt samarbejde mellem Jammerbugt Kommune som operatør, Sønderborg Kommune og lokalsamfundet.
Den nuværende kontrakt er indgået mellem Udlændingestyrelsen og Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der var bygningsejer i 2014.
Udlændingestyrelsen har overfor Sønderborg Kommune tilkendegivet, at styrelsen ved en evt. forlængelse af kontrakten ønsker en forhandling om lejeniveauet.
Hvis politiskolen i Vestdanmark placeres på Sønderborg Kaserne, skal lejemålet med Udlændingestyrelsen kunne ophæves med omgående varsel og med fraflytning til den førstkommende 1. i måneden, står der i forvaltningens oplæg til Byrådet.
Skolen skal til Herning
Der er skrevet i regeringsgrundlaget, at den kommende politiskole skal til Herning.
“Det er muligt, det er skrevet i regeringsgrundlaget, men politiskolen skal tage elever ind fra januar 2018 og på den tid kan man ikke nå at bygge en splinterny skole”, siger folketingsmedlem Jan Rytkjær Callesen. Han mener ikke, at slaget er tabt endnu.
“Punkterne i regeringsgrundlaget er der ikke på forhånd flertal for, så regeringen kan ikke være sikker på noget som helst”, siger Jan Rytkjær Callesen til SønderborgNYT.
Nu kan byrådspolitikerne vende fordele og ulemper ved at forlænge aftalen med Udlændingestyrelsen. En mulighed er at takke ja og få en indtægt fra bygningerne. En anden er at takke nej og lade bygningerne stå tomme, indtil man finder ud af, hvad man egentlig vil med dem – og samtidig gå glip af lejeindtægt.