Valg: Jette Bertelsen vil gøre livet lettere for udsatte grupper

Arkivfoto
Arkivfoto
29. oktober 2013 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommune har borgere, der er det, som kaldes socialt udsatte. Altså borgere, hvis livsvilkår ikke er helt de samme, som dem de super velfungerende og arbejdsomme mennesker har. Der er for eksempel fysik og psykisk handicappede, stof- og alkoholmisbrugere og andre, der ikke passer ind i de skabeloner, der giver et virksomt liv.

– Og vi skal jo være her alle sammen og vi alle skal have muligheden for at få gode liv, siger Jette Bertelsen, som bringer erfaringer og viden fra blandt andet Augustenborg Sygehus med sig ind i Byrådet, hvis hun ellers får krydser nok den 19. november. Hun vil især sætte de udsatte samt børn, unge og ældre på den politiske dagsorden.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Jeg mener bestemt, at alle skal have chancen for at blive en del af fællesskabet og det kan vi jo være gennem frivillighed og foreninger, siger hun. Måske har hun for længst gennemskuet, at mennesker, der trives, er billigere i drift?

Større indsigt

Jette Bertelsen ser gerne, at forvaltningerne i kommunen gør deres bedste for at være der for borgerne og at de gør sig umage for at finde måder, som de kan hjælpes på.

– Så slipper pårørende til psykisk syge for at løbe spidsrod i systemet, siger socialdemokratiske Jette Bertelsen. Hun vil også have, at ansatte, der arbejder med udsatte, skal være klædt ordentligt på til opgaven. Kommunens socialrådgivere yder en stor indsats, men det er ikke altid nok.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Kommunens personale skal have fokus på at hjælpe hver enkelt borger, der har behov for det, siger hun. Fokus på opgaven kræver, at rådgiverne har den fornødne indsigt i de liv, der leves på kanten.

Bedst via Byrådet

Jette Bertelsen hjælper allerede mange borgere, der har lidt svært med at finde ud af, hvor i kommunen, der er hjælp at hente, men alligevel vil hun i Byrådet.

– Via Byrådet kan jeg hjælpe endnu flere, hvis jeg får gjort forvaltningerne lettere tilgængelige, siger Jette Bertelsen. Ad den vej tror hun, at hun kan forebygge, at alting bliver endnu værre for enkelte borgere.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Jeg tror også, jeg kan få nogle af mine ønsker igennem Byrådet, for når jeg virkeligt vil noget, så kæmper jeg ret ihærdigt, siger hun. Hendes ballast er uddannelsen , medmenneskelighed og erhvervserfaringerne. Hun siger også, at levet liv er en god ballast.

Livsglæden

Når Jette Bertelsen skal slappe af i hovedet, så gøres det med musik og sang.

– Det er så pragtfuld at være en del af Sønderborg Gospel Choir og det nyder jeg virkeligt, siger hun. Hver eneste gang hun har sunget sammen med koret, så bobler hun af overskud og lyst til livet.

Artiklen fortsætter under annoncen