Carin Erichsen skriver til byrådskandidaterne:
Jeg har et spørgsmål til vores lokale politikere omkring den gruppe af unge/børn i Sønderborg som bliver overladt til sin egen skæbne.
Vi har i Danmark et hul i vores lovgivning der gør, at vi, efter min mening, udøver ufattelige store omsorgssvigt på en gruppe af unge mennesker.
Enddog børn.
Børn og unge, der af forskellige årsager ikke passer ind i vores folkeskole og vores tilbud i kommunen.
Børn og unge og der er i mere eller mindre misbrug af både alkohol, hash, amfetamin osv.
Børn og unge der lever på må og få.
De opleves i større eller mindre grupperinger i bylivet.
Forældre og sagsbehandling kan ikke stille noget op, fordi lovgivning gør, at vi ikke må tvinge omsorg ned over dem.
Det er kun politiet, der må bruge magt.
Vi må eksempelvis ikke sige:
“Du er 13 år og i misbrug, du har brug for at komme et sted hen, hvor de kan passe dig. Og der skal du blive.”
Nej, vi siger, du må selv bestemme om du vil gå til og ødelægge krop og sjæl.
De er ikke gamle nok til at tænke konsekvenser så langt. De er faktisk ikke engang gamle nok til at stemme.
Vi, som forældre og sagsbehandleren, kan kun tilbyde behandling uden for kommunen. Men hvis den/de unge/børn fravælger hjælpen, er der ikke meget at gøre. Måske har de tilknyttet en kontaktperson eller kommer lidt på Misbrugscenteret.
Hvad er strategien for at hjælpe disse unge i kommunen?
Skal vi bare forsøge at gøre, som om de ikke findes og fortsætte vores hverdag?
Virkeligheden er p.t. at de ikke kan tvinges, men jeg tænker, at der er brug for et sted, hvor de er velkomne.
Sagsbehandlerne siger, vi skal motivere dem, men ville det ikke være nemmere, hvis der var et sted, hvor de måtte komme og kunne møde fagpersonale, der kan møde dem lige netop der, hvor de er?
