Sidste Skoledag blev fejret med et brag på Ringriderpladsen

Musik, dans og fælles fejring samlede unge på sidste skoledag

Foto: Sissel Vinther

Musik, dans og fælles fejring samlede unge på sidste skoledag

Foto: Sissel Vinther

13. maj 2026 Uddannelse Skrevet af: Sissel Vinther

Omkring 800 unge fra skoler i hele Sønderborg Kommune var onsdag samlet på Ringriderpladsen til årets fælles sidste skoledag. Her var der musik, dans og høj energi fra middagstid og frem til sidst på eftermiddagen, hvor eleverne fejrede afslutningen på grundskolen til en alkoholfri fest arrangeret af Sønderborg Kommune og Sønderborg Ungdomsskole.

På pladsen gik elever rundt med klassekammerater og venner fra andre skoler, mens musikken bragede ud over området. Flere fortalte, at stemningen og det sociale var noget af det bedste ved dagen, hvor unge fra hele kommunen var samlet samme sted.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Der har bare været mega god stemning, og alle er på. Jeg havde ikke forventet, at der var så mange, men jeg havde forventet den her stemning. Det lever helt op til forventningerne”, fortæller Laura Schnell Vig Kjærgaard fra Nørreskov-Skolen til SønderborgNYT.

Veninden Caroline Schøber Christensen håber også, at arrangementet fortsætter de kommende år, fordi kommende 9. klasser også fortjener at opleve dagen og stemningen på Ringriderpladsen.

Også hos eleverne fra Kegnæs Friskole var stemningen i top, selvom de først holder deres egen sidste skoledag på et andet tidspunkt, fordi de endnu ikke er færdige med alle eksaminerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er mega hyggeligt med så mange mennesker, og alle ens venner bliver samlet. Det sjoveste er, at man bare er sammen med alle sine venner, og at der er musik og forskellige ting på pladsen”, fortæller Margith Kjeldsen, der var afsted sammen med Lærke Elneff Hell fra Kegnæs Friskole.

Selvom arrangementet er alkoholfrit, fortalte flere elever åbent, at de senere på aftenen skulle videre til private fester. Ifølge Ole Nordentoft Rasmussen fra Sønderborg Ungdomsskole er oplevelsen dog, at dagen på Ringriderpladsen kan være med til at dæmpe festen senere på aftenen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det, vi hører fra forældrene, er faktisk, at oplevelsen er, at de unge drikker mindre om aftenen, når de har været herude hele dagen. De har haft en stor fest, de er trætte, og de skal typisk hjem og lande, spise lidt og skifte tøj, før de måske tager videre. Så på den måde kan dagen her være med til at give en mere rolig og kontrolleret afslutning”, fortæller Ole Nordentoft Rasmussen.

I Sønderborg Kommunes budget er der sat penge af til den alkoholfrie sidste skoledag de kommende år, og dermed kan årets afgangselever næppe kaldes de sidste, der får lov til at slutte skoletiden med en fælles fest på Ringriderpladsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Se billeder fra dagen på SønderborgNYTs Instagram her

18. juli 2026 Politik, Ringriderfesten, Sønderborg

SF vil have afklaret reglerne for politisk profilering med udvalgstitler

18. juli 2026 Politik

Årets herrefrokost til Ringriderfesten i Sønderborg har fået SF’s byrådsmedlem Susanne Blegvad Posselt til at efterlyse en principiel politisk debat om, hvorvidt byrådspolitikere kan bruge deres udvalgstitel til politisk profilering ved offentlige arrangementer. Til årets herrefrokost blev de mere end 2.300 deltagere mødt af en ekstra forret. Udvalgsformand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard […]

Læs mere...